Lægeforeningens Årsberetning 2025 - Flipbook - Side 5
LÆGEFORENINGENS
ÅRSBERETNING 2025
KÆRE REPRÆSENTANTSKAB
Det har været et travlt år på den sundhedspolitiske front – ikke mindst på grund af arbejdet med sundhedsreformen,
som efter et langt tilløb endelig faldt politisk på plads i november 2024. Med reformen står vi nu midt i og over for en
kæmpe omstilling af sundhedsvæsenet. Det er en spændende tid, der påvirker os – og som i den grad også afhænger af
os – og det er derfor også et af de helt store temaer, som vi skal drøfte sammen på årets Lægemøde.
Det forgangne år har også været travlt på andre fronter. Vi har i Lægeforeningen bl.a. kunnet glæde os over et nyt
og forbedret patientklagesystem, der er trådt i kraft pr. 1. januar 2025 med fokus på læring frem for straf. Det har vi
kæmpet for længe.
Vi har sagt klart nej til at indføre aktiv dødshjælp i Danmark og sat fokus på behovet for at styrke palliationen i den
sidste tid.
I skrivende stund kæmper vi desuden for, at myndigheder og politikere får øjnene op for den massive mangel på
speciallæger. Og ikke mindst den for store produktion af læger fra universiteterne. Alle læger skal kunne blive
speciallæger, og det kræver omtrent 200 ekstra hoveduddannelsesforløb – men vi skal ikke uddanne i overflod.
Alle disse temaer samt mange flere kan I læse om her i Lægeforeningens skriftlige årsberetning 2025.
Bestyrelsen og jeg ser frem til at mødes med jer til debat om, hvordan vi ønsker at præge fremtidens sundhedsvæsen,
ved Lægemøde 2025 den 23.-24. maj i Middelfart.
På vegne af Lægeforeningens bestyrelse: God læselyst!
Camilla Noelle Rathcke
5